| Jeg
er læge og var tidligere souschef på Retsmedicinsk Institut ved Odense
Universitet. Derudover var jeg formand for studienævnet ved det Lægevidenskablige
Faktultet, hvor jeg blandt andet underviste og eksaminerede de lægestuderende i
lægeloven, indtil jeg i 1987 blev invalideret af dissemineret sclerose.
Som alvorligt syg, invalideret og ret
hjælpeløs oplevede jeg vort meget berømmede velfærdssamfund, som en stærk
modstander, som var en større belastning for mig, end den sygdom, som var ved
at ødelægge min hjerne. I de første år fulgte jeg de råd og den vejledning
jeg fik, men efterhånden måtte jeg erkende, at de forskellige sagsbehandlere
og læger i den sociale sektor, slet ikke fulgte lovgivningen og
tilsyneladende havde en skjult målsætning, som handlede om at snyde
mig for så meget som muligt.
Bogen "Velfærd eller
Svindel?" handler om mine erfaringer med sundheds- og socialsektoren gennem
de første 20 år, hvor jeg har været afhængig af disse instanser for at få
de pensioner og den hjælp, sygdommen ifølge lovgivningen berettiger mig til.
I takt med, at jeg i de senere år har
elimineret ca. 80 % af mine sklerosesymptomer, har jeg på forskellig måde deltaget i den offentlige debat. Dels om en
effektiv, men undertrykt sklerosebehandling, dels om den retsløshed, som
uproduktive (handicappede, syge og gamle) danskere
lever under.
I foråret 2004 fik jeg i Lægeforeningens
etiske udvalg bekræftet at lægeloven for en del år siden fik indføjet
en ny kategori af læger, nemlig de sådaldt "administrative" læger,
som ifølge Sundhedsstyrelsen ikke er underlagt lægelov og lægeløfte. Denne
tilføjelse er aldrig blevet vedtaget i Folketinget. Ej heller i forbindelse med autorisationsloven
fra 2007. Når man gå udenom lægeloven er de pågældende læger
ikke er under tilsyn af Sundhedsstyrelsen, og vurderingen af om
en læge udviser omhu og samvittighedsfuldhed i deres arbejde, skal derfor gøres
af den ansættende myndighed, som kan være kommuner eller
forsikringsselskaber, som ikke har uddannelse til at bedømme en læges arbejde.
Derfor udspiller der sig utallige tragiske
skandaler, hvoraf enkelte popper op i medierne. Men det overordnede problem
belyses aldrig, måske fordi det er for vanskeligt at tro, at en respektabel og
magtfuld myndighed som Sundhedsstyrelsen, har fungeret som lovgivende myndighed,
hvilket er en overtrædelse af Grundlovens princip om tredelingen af magten.
På grund af disse fiksfakserier kan man se, at
samme sygdom har helt forskellige symptomer i den sociale sektor sammenlignet
med sundhedssektoren. Man kan også se, at der falder en masse symptomer ud, når
lægeerklæringer fra læger, som selv har undersøgt den pågældende borger,
skal "bearbejdes" af en "administrativ" læge, som lægekonsulenterne
kaldes. Officielt er den "administrative" læges opgave at gøre de
udefrakommende lægeerklæringer forståelige for de ikke-lægeuddannede de i
forskellige instanser. Men dette kan næppe være sandheden.
Alle retsmedicinske erklæringer, som sendes til
politiet, skrives på forståeligt dansk. Politiet ville formentlig ikke finde
sig i, at disse vigtige erklæringer var uforståelige for politifolkene. De
ville heller ikke finde sig i, at retsmedicineren, som havde ansvaret for en
obduktion, ikke måtte konkludere på sine fund. Men de kommunale medarbejdere må
finde sig i at modtage erklæringer, som dels skal "oversættes" af en
mindre vidende læge, og de lever også med, at den undersøgende
specialist ikke må konkludere på sine fund. Specialisten må altså ikke
skrive, at hans objektive fund og vurderinger betyder, at vedkommende har de og
de funktionstab. Tilsyneladende er målet, at få lægeerklæringerne stækket,
så folk ikke kan kvalificere sig til udbetalinger eller hjælp via forsikringer
eller den sociale lovgivning.
Revidering af siden afbrudt her.
|
